NYKØBING – Tirsdag den 29. juli er der gratis børneteater i Pakhuset i Nykøbing, men billetterne skal hentes på forhånd.
Det er Andersens Kuffert Teater, der opfører stykket ”Konen i Muddergrøften”.
Fiskerens kone, Ilselill, ønsker sig et større hus og en støvsuger. Hun ønsker sig et slot med en god udsigt. Hun ønsker at være pave og måske også at være gud.
Ilselill’s mand, fiskeren, vil bare have ro til at fiske, så han kan få en dejlig fiskesuppe. Han vil også have ro til at tænke på Ilselill.
Da fiskeren en dag fanger en talende fisk, får Ilselill et større hus. Hun får så meget plads, at hun helt glemmer sin mand. Hun glemmer helt, at hun ikke er alene i verden. Hun glemmer, at der er en, der elsker hende, som hun er.
Historien ender meget overraskende med at Ilselill vågner ret brat op. Men om hun lærer noget af det, det må du selv finde ud af.
”Konen i Muddergrøften” er et spil med muligheder. Hvad sker der med os, hvis vi kan ønske lige, hvad vi har lyst til. I stykket bliver ønskerne for store og Ilselill får hurtigt regningen.
”Konen i Muddergrøften” handler om, at det er muligt at fejle, og at man kan lære meget af sine fejl, og hvis vi ikke har mulighed for at fejle, mister vi muligheden for at lære.
Må vi så ikke ønske os noget nyt, noget stort eller noget helt vildt. Jo det må vi, men vi skal være forberedt på, at hvis vi har for store ønsker er det ikke sikkert, at de går i opfyldelse. Vi må lære at tage et skridt af gangen for at undgå at falde ned. Skulle vi falde ned er det vigtigt, at vi ikke mister modet til at kravle op igen og ønske noget nyt.
Stykket handler om at finde poesien i det liv, vi lever. Vi skal være bevidste om vores liv ellers har vi ikke mulighed for at ændre det.
Andersens Kuffert Teater er et opsøgende teater, de spiller der, hvor børnene opholder sig til hverdag. Tilskuerne bliver indbudt til at deltage aktivt i forestillingen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar