21 januar, 2014

Flere skal besøge Kongsøre

EGEBJERG – Naturstyrelsen slår i år et ekstra slag for at få flere af Odsherred turister til at besøge den historiske Kongsøre Skov.

Derfor er der trykt en folder, som beretter om områdets historie og seværdigheder.

Med mere end 50 dysser og gravhøje er Kongsøre Skov på 246 hektar et godt sted at tage hen, hvis man er interesseret i gravhøje. Man finder blandt andet en række flotte dysser fra bondestenalderen og flere langdysser fra yngre stenalder, ca. 3.500 f.Kr.

Navnet Kongsøre forbindes med sagnkongen Kong Øre. Sagnet fortæller, at Kong Øre blev dræbt ved Kalundborg og begravet i Kongsøre Skov. Ifølge sagnet blev han begravet med en guldkæde så lang, at den når fra Kong Øres Grav til en høj i Stokkebjerg Skov. Trods ihærdigt gravearbejde er guldkæden (så vidt vides) aldrig fundet.

Kongens gods
På Egebjerg-halvøen nær Kongsøre Skov ligger landsbyerne Abildøre, Bråde og Hølkerup og nord for dem Gelstrup.

I middelalderen lå en af Kronens små hovedgårde, Gelstrupgård, ved den nu udtørrede Gelstrup Sø. Til Gelstrupgård hørte Kongens gods i Egebjerg Sogn, hovedsageligt Abildøre, Bråde og Hølkerup, hver med 14 gårde.

Gelstrupgård menes at have været Kongens jagtejendom, og Kongens foged boede her. I en tid var her et selvstændigt kronlen. Det blev nedlagt i 1566 og omdannet til almindelige bøndergårde under Dragsholm Slot.

Kongsøre Skov er en del af dette gamle krongods under Gelstrupgård i Odsherred.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar