30 januar, 2014

Udrykning til voldsom husbrand

NYKØBING/ODDEN – Odsherred Brandvæsens Station Nykøbing blev torsdag kl. 05:36 alarmeret til en voldsom husbrand på Sjællands Odde.

Der var ild i et parcelhus med to voksne og to børn på Fregatvej i Havnebyen.

”Alle var kommet ud, men de to voksne måtte køres til hospitalet i Holbæk til observation for røgforgiftning,” fortæller brandvæsnets indsatsleder Johnny Hellfritzsch.

”Huset var helt overtændt, da vi kom frem. Selve slukningsarbejdet har taget et partimer,” siger han.

Årsagen til branden er endnu ukendt.

Forbipasserende slog alarm
Midt- & Vestsjællands Politi oplyser, at branden blev opdaget og anmeldt af en forbikørende bilist, der lugtede røg og undersøgte forholdet nærmere.

Anmelderen fandt en stige og fik hurtigt hjulpet villaens voksne beboere ned fra taget, hvor de havde søgt tilflugt.

Familiens to sønner på 12 og 14 år var inden branden stået op for at gå en tur med familiens hunde, hvorfor de ikke havde opdaget branden eller kommet til skade.

Brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at branden havde udviklet sig hurtigt, således at huset var overtændt og ikke stod til at redde.

Forældrene havde sovet på 1. sal og var vågnet ved en røglugt. De havde så konstateret flammer og kraftig røg ved det rum, hvor brændeovnen stod, men kunne ikke slukke ilden. De reddede sig derfor ud på et tag.

Politiet skal efter brandvæsnets efterslukning undersøge brandstedet nærmere for at finde årsagen og vil i den forbindelse blandt andet undersøge området omkring brændeovnen nærmere.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar