11 marts, 2014

Bevaringsværdige huse kan få støtte

NYKØBING/RØRVIG – Ejere af bevaringsværdige eller fredede bygninger som for eksempel Annebergparken eller den gamle bydel i Rørvig kan frem til 1. april søge om kommunalt tilskud til udvendige forbedringer.

Odsherred Kommunes støtte svarer til 33 procent af ombygningsudgifterne.

Byrådet prioriterer at støtte boliger, som er udpeget fredet og bevaringsværdige, og som har en synlig beliggenhed fra større veje eller særligt befærdede stier eller er beliggende i et udpeget kulturmiljø.


Odsherred Kommune ønsker at tilskynde til at istandsættelser foregår med materialer og efter metoder, der er i overensstemmelse med bygningens oprindelige byggestil. Derfor vil der i forbindelse med støtten blive stillet krav til at ombygningen skal fastholde eller forøge bygningens bevaringsværdi.

Tilskuddet kan gives til ombygning på klimaskærmen, det vil sige udvendige dele af boligen – tage, trapper, tagrender, skorstene, kviste, vinduer, døre og porte, karnapper m.v.

Minimumsgrænsen for ansøgning er 10.000 kr. og man skal bruge den elektroniske blanket på kommunens hjemmeside.

Dialog med ejerne
Ansøgningsfristen er 1. april, hvorefter der vil være en dialog med ejere og en besigtigelse af ejendommene. Lever ejendommene op til Byrådets prioriteringer og til kravene i byfornyelsesloven, vil Miljø- og Klimaudvalget behandle efter indstilling af medarbejdere i Plan, Byg og Erhverv træffe afgørelse efter byfornyelsesloven.

”Vi håber gennem støtten til bygningsforbedringer at være med til at understøtte attraktive bymiljøer og landskaber. Derudover vil bygningernes klimaskærme blive forbedret med reduktion i energiforbruget til følge og som sidegevinst arbejde til lokale håndværkere,” siger formand for Miljø- og Klimaudvalget Morten Egeskov.

Støtten finansieres gennem Odsherred Kommunes byfornyelsesmidler og gennem refusioner fra
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

Foto: Anders Kristoffersen


Ingen kommentarer:

Send en kommentar