NYKØBING – Det er en mand fra lokalområdet, der mandag ved 21-tiden blev fundet bevidstløs i et skovområde på Østerlyng.
Manden er i løbet af tirsdagen blevet identificeret. Der er tale om en mand i begyndelsen af 30’erne, oplyser Midt- & Vestsjællands Politi.
Manden er fortsat i kunstigt koma på Holbæk Sygehus og de pårørende er underrettet.
Politiet er ved at undersøge manden færden og har foretaget forskellige afhøringer af personer i et forsøg på at klarlægge, hvordan han er havnet bevidstløs i skovområdet, hvor en kondiløber ved 21-tiden fandt manden med fysiske skader på kroppen og uden overtøj.
”Det kan være fra en eller anden form for fald, men det kan også være fra et slagvåben,” siger kriminalassistent Jens Olesen fra Midt- & Vestsjællands Politi til Berlingske Nyheds Bureau.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar