ODSHERRED - I løbet af sommeren og efteråret vil Odsherred Kommune udskifte godt 600 gadelamper med henblik på at skabe en større energibesparelse og mindske CO2-udslippet.
Udskiftningen vil primært finde sted i Hørve, Asnæs, Nykøbing, Vig og Højby, samt et par enkelte andre områder. På ovenstående foto er gadelamperne på Højbygårdsvej bag rådhuset i Højby, som også bliver udskiftet med energibesparende LED-lamper, oplyser Odsherred Kommune.
Lyset fra gadelamperne skinner ned på boligvejene, stierne og de større veje i Odsherred Kommune og hjælper beboerne med at finde vej i mørket. Flere steder vil der i den kommende periode blive udskiftet belysning.
Flere gadelamper er forældet, og der gennemføres derfor en større udskiftning i løbet af
sommeren og efteråret.
Det er SEAS-NVE, som vil stå for udskiftningen af de gamle kviksølvsbelysninger og erstatte dem med LED. Det betyder, at Odsherred Kommune i fremtiden vil skabe en større energibesparelse og blive mere CO2-venlig. Derudover vil de nye gadelamper blive forberedt på en mere intelligent styring i fremtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar