NYKØBING - Nykøbing Sj. Roklub meddeler, at årets Kanindåb er fastlagt til 23. august.
Tidspunktet er kl. 15:00 ved klubhuset på havnen i Nykøbing.
Kanindåben er en indvielse af nye medlemmer. Nye roere kaldes ”kaniner” og bliver døbt af Kong Neptun. Der er tale om en tradition, der sandsynligvis har sin oprindelse i ”ækvatordåben”, som sømænd udsættes for, når de for første gang passerer ækvator.
Gennemførelsen af en kanindåb begynder, når Kong Neptun kommer sejlende med sit følge til klubben. Kaninerne bliver udstyret med kaninører og gulerødder, og bliver buret inde, således at de er lette at fange.
Efter Kong Neptun er kommet i land, holder han en tale, indtager pladsen på podiet og dåbshandlingen går i gang. Første kanin indfanges, får straks ørerne klippet af og bliver indsmurt i den ulækre ”vievand”, som er blevet fremstillet til lejligheden. Lægen undersøger kaninen for de værste sygdomme og Kong Neptun navngiver kaninen, som derefter bliver smidt i vandet. Alt imens publikum og de andre skrækslagne kaniner ser til.
På de fleste kaniner kan behandlingen virke noget grov, og når den sidste er døbt, tager kaninerne også hævn. Kong Neptun og hans følge prøver at flygte – men altid uden held. Kong Neptun og hele hans følge bliver smidt i vandet, helt eller delvis indsmurt i samme ”vievand” som kaninerne blev indsmurt i.
Hvert år tiltrækker kanindåben et stort publikum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar