18 juli, 2014

Offentligt møde om ny cykelsti

LUMSÅS – Fredag den 22. august afholdes besigtigelsesforretning i anledning af anlæggelsen af en dobbeltrettet cykelsti fra Lumsås til Gl. Ebbeløkkevej, oplyser Odsherred Kommune.

Besigtigelsesforretningen begynder kl. 09:15 med et offentligt møde for interesserede på Højby Kro, hvor projektet for cykelstien vil blive gennemgået. Herefter fortsætter besigtigelseskommissionen med at foretage besigtigelse af de berørte ejendomme.

Cykelstien etableres på en del af strækningen langs hovedlandevej nr. 123, som er en del af rute 21, der forløber fra Ring 2 i Valby via Odden Færgehavn til Randers.

Odsherred Kommune har meddelt Vejdirektoratet, at dispensation fra
Naturbeskyttelsesloven ikke er nødvendig, da stiforløbet ikke berører beskyttet natur.
Odsherred Kommune har samtidig meddelt, at kommunen har til hensigt at give en dispensation til gennembrud af diger.

Stien etableres med 1 meter skillerabat langs vejen.

Vejstrækningen langs stien er beliggende i åbent land, hvor hastighedsbegrænsningen er 80 km/t. Ved etablering af cykelstien ændres den nuværende hastighed ikke.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar