18 juli, 2014

TDC opgraderer 3G mobilnet

NYKØBING – Nykøbing og omegn har fået 4G fra TDC, som betegnes som Danmarks bedste mobilnet. Snart er der også et forbedret 3G-net, oplyser TDC.

Det betyder bedre dækning og bedre lydkvalitet, når TDC fra i de kommende uger laver et stort teknologiskifte.

TDC er lige nu i gang med en omfattende opgradering af mobildækningen i hele Danmark. Over 1.000 mobilmaster, der tilsammen dækker cirka halvdelen af Sjælland er allerede blevet opgradet med den nyeste 4G-teknologi, som giver mulighed for de højeste internethastigheder via mobilnettet. Nu er turen så kommet til 3G-nettet, der både bruges til tale og internet

Området, der opgraderes, står til sammen for 40 pct. af TDC’s samlede trafik.

Længere rækkevidde
Sideløbende med opgraderingen til 4G i de sjællandske mobilmaster har TDC også gjort 3G-antennerne i de samme master klar til at anvende det længere rækkende 900 MHz-frekvensbånd. Og det er netop det teknologiskifte, TDC nu er klar til at sætte i drift. I fagsprog taler man om en såkaldt refarming.

”Når vi refarmer, skaber vi et markant bedre mobilnetværk til vores kunder. De får et sammenhængende 3G- og 4G-netværk og især en væsentlig bedre 3G-dækning,” fortæller Kim Søgård, der som strategidirektør i TDC er ansvarlig for udbygningen af TDC’s mobilnet.

TDC er allerede i gang med at skifte udstyr på mobilmaster på Midtsjælland og sydover. I løbet af sensommeren og efteråret kommer turen til Fyn og Jylland. Og i februar 2015 vil TDC være færdig både med at skifte udstyr og refarme samtlige 3.500 mobilmaster i hele landet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar