26 august, 2014

Højby får alligevel ikke materielgård

HØJBY – Odsherred Kommune vil alligevel ikke placere en materielgård i Højby, fordi den planlagte grund er mere forurenet end først antaget.

Ved arbejdet med at etablere materialegård i Højby er administrationen blevet opmærksom på, at det er mere hensigtsmæssigt at etablere én fremtidig materielgård på den eksisterende materielgård i Fårevejle frem for på den tidligere materielgård på Grønstræde 1A i Højby.

Økonomiudvalget besluttede på mødet 26. november 2013, at samle de to eksisterende materielgårde i henholdsvis Fårevejle og Nykøbing på den tidligere materielgård på Grønstræde i Højby.

Det har i midlertidig vist sig, at der er større økonomiske og tidsmæssige udfordringer på pladsen i Højby end først antaget. Dels skal der etableres septiktank ved leje af pavilloner på grund af manglende kloakforhold, dels kræver det, at kommunen etablerer en lovlig olie- og benzinudskiller samt en vaskeplads.

”Fra perioden før kommunesammenlægningen har pladserne været benyttet til oplag af jord fra rabatter, grønne områder m.m. På Grønstræde ligger der betydelige mængder jord i midlertidigt deponi, som skal fjernes, før hele pladsen kan bruges. Center for Natur, Miljø og Trafik har fået foretaget analyser af den aktuelle jord. Disse viser en stor variation i forureningsgraden, hvilket desværre betyder, at jorden skal deles op i miler og derefter analyseres yderligere. Den økonomiske udgift til at rydde op på Grønstræde er fortsat ukendt. Dele af pladsen er desuden registreret som forurenet, hvilket betyder, at der skal gives tilladelse, hver gang man skal grave i jorden.

På pladsen i Fårevejle er der en mindre udgift til en eventuel renovering af den eksisterende olie- og benzinudskiller. Lejeudgiften til pavilloner bliver desuden mindre, da det er muligt fortsat at bruge de eksisterende omklædningsfaciliteter.

Udbudsprojektet har medtaget placeringen af materielgården ud fra de rammer, som blev fastlagt i lokaleprojektet, og det har derfor ikke været muligt, at foreslå ændringer tidligere. De foreslåede ændringer sker på baggrund af vores vurdering af optimal økonomisk løsning samt ønske fra HedeDanmark,” fremgår det af et notat til Økonomiudvalget.

Sagen har været drøftet med ledelsen i HedeDanmark, som ser positivt på en materielgård i Fårevejle frem for i Højby, fastslås det i notatet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar