20 august, 2014

Indvielse af solvarmeanlæg

NYKØBING - Lørdag den 6. september indvier Nykøbing Sj. Varmeværk det nye solvarmeanlæg på Getsøvej i Nykøbing.

Varmeværket blev grundlagt 17. november 1964, og derfor markerer selskabet samtidig sit 50 års jubilæum.

Bestyrelsen oplyser, at der 6. september mellem kl. 11:00 og 15:00 vil være forskellige former for underholdning for både børn og voksne. Blandt andet spiller Nykøbing Sj. Stadsorkester og Nice Guys. Ballonkongen Kristoffer Schou optræder.

Der vil være taler af borgmester Thomas Adelskov (S) og varmeværkets formand René Pape.

Har kostet 65 millioner kroner
Som tidligere beskrevet i Nykøbing Avis, så løber den samlede investering op i 65 millioner kroner. Det er 21 mio. kr. mere end oprindeligt budgetteret, men anlæggets solfangerfelt er er gjort større, og arbejdet med rør i området var mere kompliceret end først antaget

Desuden har der været større udgifter til byggemodning, rørlægning af vandløb samt udgifter til Odsherred Museum. Desuden er den købte grund større end oprindelig og bygningen er ændret totalt i forhold til oprindelige planer. Der er etableret stor kælder, som er fremtidssikret til eventuelt senere brug til etablering af el-kedel eller varmepumpe. Desuden er bygningen nu et sneglehus bygget rundt om tanken og adskilt fra denne.

Også transmissionsledningen har vist sig at være vanskelig at etablere - især ved krydsning af jernbane m.v. ved omfartsvejen og akkumuleringstanken er gravet ned, og størrelsen er ændret fra 4.000 m³ til 6.118 m³.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar