15 august, 2014

Odsherred får sit eget stafetløb

NYKØBING - Odsherred Kommune og løbeklubberne i Nykøbing og Asnæs står bag Odshered-Stafetten 2014 i Nykøbing.

Motionsløbet er for ansatte i kommunen og klubbernes medlemmer. Næste år inviteres kommunens virksomheder også med.

Siden 2009 har op mod 300 medarbejdere i Odsherred Kommune haft tilbud om at kunne deltage i det årlige stafetløb i Fælledparken i København, arrangeret af løbeklubben Sparta, DHL-Stafetten.
Men nu har kommunen selv arrangeret et motionsstafetløb i samarbejde med de to lokale løbeklubber, Asnæs Support Sport LMK og FK Odsherred Løberne. Målet er at få flest mulige medarbejdere ud og motionere onsdag den 3. september, hvor løbet finder sted i hold á fire personer, som skal løbe otte omgange på en 2 kilometer rute i Grønnehave Skov og ved Kongeengen i Nykøbing. Deltagerne i år er alle ansatte i kommunen og de to løbeklubbers medlemmer.

Flere kan være med
”Vi har længe haft tanker om selv at arrangere et motionsløb. For dels er det rimeligt kostbar med deltagergebyr, teltet, bustransport mv. til DHL-Stafetten, dels har det givet begrænsning på, hvor mange der kan deltage. Nu er der mulighed for, at alle medarbejdere kan være med, og selvom man måske ikke er vant til at løbe, er der også åben for gå-stærkt-hold, og man aftaler selv på holdene, hvordan de otte omgange à 2 km skal fordeles mellem de fire deltagere på hvert hold, siger trivsels- og arbejdsmiljøkonsulent Birte Friis Skytte, Center for HR i Odsherred Kommune.

Odsherred-Stafetten starter klokken 17:30 med startskud ved borgmester Thomas Adelskov, som har opfordret hele Odsherred Byråd til at løbe med.

Byråd løber med
”Det er et glimrende initiativ, som vi håber, alle vore medarbejdere vil deltage i, både for motionens skyld og for samværets skyld, og bliver det en succes, er det meningen, løbet skal udbredes til kommunens virksomheder, som vi inviterer med næste år, så vi kan komme op på flere tusinde deltagere,” siger borgmesteren.

Kravene for at kunne deltage er ganske enkle. Alle deltagere skal gennemføre mindst 1 omgang og ellers er det op til holdet selv at fordele omgangene imellem sig, så har man en ivrig motionsløber, der er parat til at løbe 6 eller 8 km, kan han eller hun jo snuppe tre eller fire runder på ruten. Der løbes med en stafet med indbygget chip, så hvert hold får målt den korrekte tid.

”Det handler om at være med og ikke om at komme først, og vi har ingen gevinst for at komme først i mål, men der vil være lodtrækning om præmier blandt alle deltagere. For alle, der deltager, er vindere, og har man slet ikke lyst eller mulighed for at løbe, kan man være med alligevel, for der er også brug for mange praktiske hjælpere til arrangementet. Efter løbet er der fællesspisning i Lethallen med mad fra Odsherred Madservice, og her er det de to løbeklubber, som også er praktiske hjælpere,” forklarer Birte Friis Skytte.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar