25 august, 2014

Politiet ønsker hjælp til at finde efterlyst

NYKØBING - Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med den person, der fandt en taske med ejendele tilhørende den efterlyste Bruno Neumann Jensen og efterfølgende satte tasken udenfor politistationen i Nykøbing Sjælland.

Den 18. august efterlyste politiet den 60-årige Bruno Neumann Jensen, der formentlig torsdag den 14. august 2014 om eftermiddagen havde forladt sin bopæl i Viby Sjælland i nedtrykt sindstilstand, idet han havde efterladt et afskedsbrev.

Politiet og familien ledte i første omgang efter den 60-årige i Viby Sjælland-området, men har siden også søgt efter ham i Nykøbing Sjælland-området, idet politistationen i Nykøbing Sjælland har fået indleveret en taske med den 60-åriges ejendele. Den 60-åriges taske, der er en brun, firkantet skuldertaske, var sat uden for politistationen, hvor personalet fandt den om morgenen fredag den 15. august.

Lokalpolitiet i Roskilde vil meget gerne i kontakt med den person eller de personer, der har fundet og sat tasken uden for politistationen i Nykøbing Sjælland i tidsrummet torsdag den 14. august kl. 16:00 til fredag den 15. august kl. 08:00. Politiet ønsker at få oplyst, hvor tasken er fundet i håb om, at oplysningerne kan føre til en opklaring af den 60-åriges forsvinden.

Politiet offentliggør samtidig fotos af den 60-åriges cykel, der beskrives som en ældre, blå herrecykel med grå sadel, rammenr. 87120351 (svensk stelnr.). Politiet hører gerne fra personer, der har set eller kan komme med oplysninger om cyklen.

Bruno Neumann Jensen beskrives som: Mand, 60 år, ca. 180 cm høj, spinkel af bygning, langt gråt hår, langt gråt fuldskæg, mangler en fortand i overmunden, har en vorte på det ene øre (formentlig venstre), er i god fysisk form, formentlig iført en fin-ternet blå skjorte med lange ærmer, hvide eller brune kondisko og lysegrå bukser. Han medbringer formentlig en ældre, blå herrecykel med grå sadel.

Den savnedes familie gør opmærksom på, at farven på den savnedes hår og skæg nu er gråt i forhold til hårets og skæggets farve på det offentliggjorte foto.

Politiet ønsker fortsat offentlighedens hjælp til at finde Bruno Neumann Jensen og hans cykel.

Kontakt Midt- og Vestsjællands politi på tlf. 46351448 eller nærmeste politi på tlf. 114 med oplysninger i sagen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar