Nye tal fra Experian viser, at Odsherred Kommunes dårlige betalere i gennemsnit skylder over 19.000 kroner mere end sidste år. Vel at mærke per person. Helt nøjagtigt er det gennemsnitlige skyldige beløb per person i RKI registret vokset med 19.288 kroner, hvilket er en stigning på 21 procent på et år og taget i betragtning at andelen af RKI registrerede kun er steget en lille smule i kommunen, er det en betydelig stigning – også i forhold til andre kommuner – og Odsherred Kommunes dårlige betalere skylder derudover næsten 40.000 kroner mere end landsgennemsnittet.
Dermed bidrager Odsherred kommunes dårlige betalere til den generelle tendens, som også kan ses på landsplan, hvor den samlede RKI gæld er steget til det rekordstore beløb på 17,3 milliarder.
Billige boliger trækker
Modsat den generelle tendens til centralisering, flytter RKI skyldnere ofte fra byerne mod yderområderne. Det kan være for at spare penge på boligudgifter, som ofte er billigere uden for de store byer.
Ifølge Experian er det især generationen fra 31-60 år som kæmper med store gældsposter typisk på grund af skilsmisse, sygdom, tvangsauktioner eller ledighed som fraflytter på grund økonomiske problemer.
I Odsherred Kommune ses ligeledes en tilflytning af gældsramte, men billedet er straks værre i resten af Vestsjælland og Øerne, som oplever stor tilflytning af RKI registrerede, som især flytter fra Storkøbenhavn og Nordsjælland på Sjælland.
Gratis gældsrådgivning
I Forbrugerrådet Tænks Gældsrådgivning kan man nikke genkendende til, at det ofte er en stor krise som arbejdsløshed, skilsmisse eller sygdom, der fører til økonomiske problemer og jo større gælden er, jo sværere er den at komme til livs.
Projektleder Annette Mathiasen udtaler:
”Vi ser ofte at det er en krise, der udløser de økonomiske problemer hos borgerne og så handler det om, at få økonomisk rådgivning med det samme, så gælden ikke vokser yderligere.
Derfor har vi både gældsrådgivning fysisk placeret i bl.a. København og Nykøbing Falster, men også en landsdækkende telefonrådgivning, så borgerne kan få hjælp, der, hvor de er”.
Foto: Kristian Danielsen

Ingen kommentarer:
Send en kommentar