HØJBY - Byrådet har godkendt lokalplanen samt tillæg til kommuneplanen og vvm-tilladelse til
etablering af et nyt centralrensningsanlæg ved Tengslemark nord for Højby.
Anlægget vil kunne udlede op til 2,9 millioner kubikmeter spildevand om året og betyder en markant reduktion af næringsstoffer til Sejerø Bugt, Isefjord og det sydlige Kattegat.
Udledningen af kvælstof til Sejerø Bugt bliver reduceret med 14,8 ton pr. år, svarende til halvdelen af målsætningen, og bliver reduceret med 10,1 ton kvælstof pr. år til Isefjord, oplyser Odsherred Kommune.
Formand for Miljø- og Klimaudvalget Morten Egeskov (V) konstaterede, at der blandt høringssvarene var udtrykt en vis bekymring for ekspropriation, byggesagsbehandling, miljøgodkendelse og trafikregulering i området.
Han opfordrede forsyningen til at indlede en dialog med borgerne i området.
Gitte Hededam (S) oplyste, at renseanlægget sammen med renseanlægget i Fårevejle skal afløse ni gamle mindre renseanlæg i kommunen og vil koste 80 millioner kroner. Hun opfordrede også til
en god information til og dialog med borgerne i området omkring eventuelle lugtgener og sikring
af fortsat vandgennemstrømning i Gærde Å, Gudmindrup Moseløb og Nordkanalen.
Formand for Odsherred Forsyning Vagn Ytte Larsen (S) glædede sig over opbakningen til
projektet og opfordrede ligeledes til dialog med borgerne om det kommende byggeri, og han
udtrykte håb om, at lokale håndværkere vil kunne deltage i EU-udbuddet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar