NYKØBING – Odsherred Kommune oplyser, at genbrugsstationerne oplever, at der afleveres store mængder af asbest på genbrugsstationerne.
Mængderne af asbest fra det enkelte læs kan være så store, at genbrugsstationen ikke har kapacitet til at modtage asbestaffaldet på pladsen.
Asbest afleveres i en specialcontainer på genbrugsstationen der sikrer, at asbesten ikke støver. Der er derfor en anden logistik forbundet med at modtage asbest fraktionen på genbrusstationerne. Desuden kræves der særlige arbejdsmiljømæssige forhold f.eks. når containeren rengøres.
Asbest indsamlet på genbrugsstationerne afleveres på Audebo Miljøcenter til deponi. Taksten for asbest er 1.244 kr. pr. ton, og asbest er den dyreste fraktion genbrugsstationerne sender til behandling/deponi.
For at undgå kapacitetsproblemer og samtidig have samme regler som de omkringliggende kommuner, overvejer Odsherred Kommune at indføre en begrænsning for private borgere og erhverv på maks. 15 plader asbest/eternit/uge.
Borgere og virksomheder, der har behov for at bortskaffe mere end 15 plader eternit/asbest, vil blive henvist og vejledt om aflevering til Audebo Miljøcenter, hvor asbestaffald kan afleveres for egen regning.
Begrænsningen skal i givet fald træde i kraft fra årsskiftet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar