23 oktober, 2014

Udendørs skole i Egebjerg

EGEBJERG - Skolen i Egebjerg er sammen med 14 andre skoler udvalgt af Undervisningsministeriet som demonstrationsskole for udeundervisning.

En af udfordringerne for lærerne er at lære børnene, at der ikke er fri leg eller frikvarter. Næ, det er undervisning, det handler om. En anden udfordring er at skabe et tværfagligt undervisningsforløb samt at
anvende for eksempel matematik, historie eller dansk i en læringsproces i et fysisk udemiljø.

Begrebet er ikke nyt på afdeling Egebjerg. De sidste fem-seks år har friluftsundervisning været et stadigt større fokus, i begyndelsen mest med fokus på bevægelse, senere med fokus på vedvarende energi med opsætning af energicykler, hamsterhjul og vindmølle i skolegården og for et par år siden fik skolen en mobil udeskole i form af en skurvogn, der også udlånes til andre skoler.

Såvel skolebestyrelsen som forældrene har hele vejen igennem bakket fuldt ud op om tiltagene.

Skolen har fået uddannet den første sciencepædagog og to af lærerne går for tiden på efteruddannelse i udeskole-didaktik. Som led i udtagelsen som modelskole har skolen fået stillet penge til rådighed for konsulentbistand og supervision.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar