Rasa Dzimidaviciute Olesen er litauisk født og uddannet kunstner på Tallinn Kunst Akademi i Estland. Hun har undervist i kalligrafi (grafisk skrift - red.) og læderkunst på flere kunstskoler i Litauen i en del år.
Ægteskabet bragt hende til Danmark og her begyndte hun at arbejde med grafiske tegninger og kalligrafi billeder. Hun udstiller i Danmark, Litauen og Tyskland.
Hendes billeder er en verden af metaforer, allegorier og symbolik. De er som indirekte illustrationer og fortæller en eller anden historie. Historien tager udgangspunkt i et ordsprog, poetisk citat, eventyr eller bibelske tekster og finder paralleller med hverdagen. Temaer som alle mennesker har et eller andet forhold til - livets skrøbelighed, tro, jagt på lykken, små og store synder, kærlighed og andre af livets "store" spørgsmål. Der er tit et stænk af humor, ironi eller sarkasme i billedernes udtryk. Hun trækker på smilebåndet af de såkaldte almindelige mennesker, som hun selv er, nogle gange lidt mere kritisk, men altid med kærlighed.
Den argentinsk fødte kunstner Jorge Monra er uddannet arkitekt, ikke blot fra Argentina, men også fra det danske kunstakademi – en uddannelse der er suppleret med en karriere som billedkunstner og grafisk designer.
I mange af Jorge Monras malerier, er det umiddelbare indtryk – kaos! Men paradoksalt nok, så er der bestemt system i kaos, og pludselig kan øjet hvile ved enkelte genkendelige elementer i billedet, før man atter hvirvles rundt i kunstnerens univers.
Andre af billederne kan opleves, som næsten drømmeagtige sekvenser, af eksisterende/ikke eksisterende byer og fabriksanlæg, der næsten virker truende.
Og så pludselig er det så tydeligvis grafikeren Jorge Monras der insisterende påkalder sig beskuerens opmærksomhed – en opmærksomhed, der uanset kunstnerens billedudtryk, er fuldt fortjent bliver sammenfattet til en stor kunstnerisk oplevelse.
Man undrer sig derfor heller ikke, når man ser den omfattende liste over steder Jorge Monras har udstillet – der tæller flere sydamerikanske lande - man fristes til at sige naturligvis. Men også på udstillingssteder i det meste af Europa, og i vor hjemlige kunstverden, nikker man genkendende til den Argentinske arkitekt og billedkunstner.
Ved ferniseringen i Pakhusgalleriet er det muligt at træffe kunstnerne – og værkerne kan opleves frem til lørdag den 25. oktober.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar