Den ekstra busafgang skyldes, at ringetiderne og bustiderne om morgenen på Nordskolen afd. Billesvej og Grundtvigsvej i Nykøbing ikke passer sammen.
Det indebærer, at elever fra Egebjerg-området har måttet tage bussen allerede 07:03 for at være på stationen i Nykøbing allerede kl. 07:19, selvom skolen først starter kl. 08:00.
Derfor har forældre og elever henvendt sig til Skolerne i Nykøbing for at høre, om der ikke kan findes en anden løsning.
Center for Dagtilbud og Uddannelse har efter dialog med busselskabet Movia, som står for busdriften i Odsherred Kommune, fundet en midlertidig løsning gennem indsættelse af en ekstra bus, som har afgang fra Nordskolen Egebjerg kl. 07:36 og ankommer til Nordskolen afd. Billesvej og Grundtvigsvej i Nykøbing klokken 07:52. Bussen blev indsat første gang i mandags, og det er foreløbig aftalt, at ordningen med den tidlige morgenbus fortsætter frem til jul.
”Det er ikke sådan ligetil at ændre køreplanen for busserne, fordi den også skal hænge sammen med togtiderne. Vi har nu foreløbig indsat denne ene ekstra morgenafgang og håber, den vil kunne løse transportproblemerne fra Egebjerg-området om morgenen,” siger fuldmægtig Jørgen Kristiansen fra Dagtilbud og Uddannelse i administrationscenter Nykøbing.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar