04 december, 2014
Vuggestuebørn sang julen ind på Præstevænget
NYKØBING - Duften af nybagte boller slår en i møde efter at have hilst på Snemand Frost og Frøken Tø i vindfanget på plejehjemmet Præstevænget i Nykøbing, og julestemningen fortsætter inden døre med diskrete og hyggelige juleudsmykninger over alt, pakker og guirlander og nisser og en strømpe sat op ud for alle 48 beboeres døre…
Det er husets kreative nattevagter, som gennem året som usynlige hænder sørger for den gode stemning og pynter op til de forskellige årstider.
Jo, julen er allerede kommet til plejecentret, og denne tirsdag den 2. december 2014 bliver
den også båret ind på sangens vinger, da 12 af de 15 vuggestuebørn fra Vuggestuen Stjernen i
daginstitutionen Raketten i Nykøbing kommer på besøg et par timer for at synge julesange,
klippe julepynt og hygge med de ældre.
Har bagt småkager
"I dag skal vi smage de småkager, vi bagte i sidste uge, kan du huske det, Lis?," spørger
aktivitetsmedarbejder på centret, Kasia Holmgaard, mens hun hjælper beboerne hen til
området i fællesarealerne på 1. salen, hvor de 12 børn og fem pædagoger har slået sig ned,
alle med nissehuer på. Seks ældre damer har slået ring omkring børnene, mens tre andre
beboere lytter med på afstand ved bordene.
"Skal vi ikke starte med en sang. Hvad siger I til ”På loftet sidder nissen”," siger pædagog Tina
Bøjesen, mens Kasia Holmgaard deler sangene ud. Der er forbavsende stille, for børnene er på
udebane og skal lige vænne sig til omgivelserne, her er meget at se på, men det er et rart og
trygt miljø. Og de har været her før. Det sidste tre kvarte år har vuggestuebørnene været på
besøg på plejehjemmet cirka en gang om måneden, hvor de har sunget og leget og spillet lidt
bold i sommer.
Gode minder
"Det kan godt se ud som om, beboerne kun er fysisk til stede, men når vi taler med dem
bagefter giver de udtryk for, at det har været en god oplevelse og de har gode minder, for
mange kan godt huske de gamle sange," fortæller Kasia Holmgaard.
Der bliver også sunget ”Der bor en lille nissemand”, en nyere sang som ”Røde huer, strømper grå”, inden børnene slutter med ”Højt fra træets grønne top”.
Efter sangene bliver der skænket saftevand, men først skal børnene hen til Grete, som holder
det store fad med nogle af de mange dejlige småkager, beboerne bagte i sidste uge.
Omkring 50 plader fulde med småkager og nok til at fylde 27 bøtter med småkager til hele huset i hele julemåneden blev det til, fortæller aktivitetsmedarbejderen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar