NYKØBING - En bolig i Nykøbing blev mandag ransaget i forbindelse med en sag om ulovlig deling af krypteringskoder til betalings TV- såkaldt Card Sharing.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi foretog - med assistance fra National Cyber Crime Center - ransagning af 13 adresser primært på Lolland-Falster samt Herlev, Nivå, Nykøbing Sjælland, Skårup og Galten, oplyser politikommissær Johannes Skree-Lassen.
Ransagningerne blev gennemført på grundlag af en anmeldelse indgivet af STOP–Nordic Content Protection, der repræsenterer bl.a. Canal Digital og Viasat.
En bagmand med bopæl i Lolland Kommune blev sigtet for overtrædelse straffelovens §299 b, stk. 6, om særlig grove overtrædelser af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, idet han ulovligt distribuerede krypteringskoder til 12 modtagere. På 12 ud af de 13 adresser blev der fundet og beslaglagt ulovligt krypteringsudstyr, kaldet Dreamboxe, som nu skal underkastes en nærmere teknisk undersøgelse.
Strafferammen for Card Sharing er op til halvandet års fængsel, der i særlig graverende tilfælde kan stige til seks års fængsel. Der er blevet sigtet 12 brugere, der risikerer bøder på mellem 10.000 og 20.000 kr.
Politi og anklagemyndighed ser med stor alvor på denne form for misbrug af IT-udstyr til uberettiget at skaffe sig adgang til betalings-tv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar