01 januar, 2015

Storgrunde på vej til salg


NYKØBING / RØRVIG / HØJBY - Odsherred Kommune udbyder i første kvartal arealer i Nykøbing, Rørvig og Højby til storparceller, bofællesskaber og almindelig parcelhuse.


For flere grundes vedkommende vil være mulighed for alternative spildevandsløsninger og mindre dyrehold.

- Ejendomssalget har gennem nogen tid stået noget stille, og vi ser ikke det store behov for udstykning af flere traditionelle parcelhusområder, men vil derimod gerne sætte skub i udviklingen af flere bofællesskaber, som vi har en del forespørgsler på. Alle grundene udbyder vi som offentligt udbud, og derfor vil også projektudviklere eller større byggefirmaer kunne byde ind og komme med projekter for grundene, så det er vores ønske og håb, at der i 2015 må ske en øget bosætning af nye familier i flere af vores aktive lokalsamfund, siger borgmester Thomas Adelskov (S).

Attraktive priser
Priserne på råjorden ligger fra 15 kr. til 25 kr. pr. kvadratmeter plus moms.

På Østerlyng ved Dovrevej og Forskodderne udbyder kommunen ni byggegrunde på mellem 1.000 og 2. 000 kvadratmeter til skønsmæssigt 125.000 kr. plus moms pr. grund.

I Rørvig udbydes et areal fra Møllegårdens Jorder, som kan udstykkes til både parcelhusgrunde samt større parceller til boligbyggeri. Sydvest for boligområdet er et stort areal i landzone, som kan tilkøbes og anvendes til mindre husdyrhold, dyrkningshaver og andet.

I Højby sælges en grund på 2,85 hektar på Strandvej, som eksempelvis kan udstykkes til fire grunde.

- Vi har i Center for Plan, Byg og Erhverv løbende henvendelser på arealer til bofællesskaber, for tiden er der fire grupper og to arkitektfirmaer, som er interesserede i at etablere bofællesskaber i kommunen. Vi har derfor lavet denne oversigt over salgbare arealer, som vil kunne byggemodnes og ibrugtages inden for en rimelig tidshorisont, nogle arealer vil dog sandsynligvis kræve ny lokalplan, men formålet er at understøtte byrådets målsætning om vækst og udvikling gennem bl.a. bosætning, siger afdelingsleder Thomas Winther fra Ejendomsafdelingen i Plan, Byg og Erhverv.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar