Odsherred Kommune og Museum Vestsjælland er blevet enige om afviklingen af et underskud på 700.000 kroner, som den selvejende institution Museum Odsherred havde ved museumsfusionen i form af hensat feriepengeforpligtigelse i bygningsmassen.
Efter et forhandlingsmøde mellem parterne og orientering i Kultur- og Folkeoplysningsudvalget i Odsherred Kommune og godkendelse i bestyrelsen for Museum Vestsjælland onsdag er en plan for afvikling af gælden aftalt, oplyser Odsherred Kommune.
De to parter slår halv skade om likviditetsunderskuddet, og Odsherred Kommunes halvdel på 350.000 kroner bliver afviklet over en treårig periode i 2016, 2017 og 2018 med 116.666 kroner hvert af årene oven i det fremtidige museumsbidrag. Samtidig er det aftalt, at overgangsperioden og tilskuddet i denne bevares uforandret i såvel 2014 som 2015, således at den nye harmoniseringsmodel for bidrag fra de fem deltagende museer i fusionen, Kalundborg Museum, Museum Odsherred, Ringsted Museum og Arkiv, Sydvestsjællands Museum (Sorø og Slagelse) og Holbæk Museum først træder i kraft fra 2016.
”Det er dejligt, at vi nu kan lægge denne sag bag os, så vi kan koncentrere kræfterne om udviklingen af Museum Vestsjælland og museerne i Odsherred. I den forbindelse ser jeg frem til fortsat godt samarbejde mellem Museum Vestsjælland og Odsherred Kommune,” siger direktør
Eskil Vagn Olsen.
Formand for Kultur- og Folkeoplysningsudvalget i Odsherred Kommune, Michael Kjeldgaard, udtrykker også tilfredshed med aftalen:
”Odsherred Kommune har på intet tidspunkt haft nogen juridisk forpligtigelse til at udrede det underskud, Odsherred Museum havde med ved fusionen, men vi har følt os moralsk og politisk forpligtet på at være med til at sikre det bedst mulige udgangspunkt for museumsfusionen og har derfor forhandlet og accepteret denne aftale,” siger Michael Kjeldgaard.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar