30 september, 2014

Helårsbadere utilfredse med kommunen

RØRVIG - Helårsbaderne hos Rørvig IF har indsendt en klage til Odsherred Kommune, fordi de føler sig uretfærdig behandlet.

Utilfredsheden skyldes Kultur- og Folkeoplysningsudvalgets fordeling af anlægsmidler på fritidsområdet.

Byrådet har afsat 400.000 kroner til støtte for miljørigtige og bæredygtige løsninger i klubhuse og andre foreningsfaciliteter samt tidssvarende forbedringer af fritidsfaciliteter.

Udvalget modtog 23 ansøgninger til et samlet ansøgningsbeløb på 2.016.924 kr.

Helårsbaderne havde søgt om penge til medfinansiering til opførsel af to omklædningsrum på hver 10 kvadratmeter og til indkøb af en flydende sauna.

Planen er at opføre de to omklædningsrum på det sted i Rørvig Havn, hvor der i dag står et mindre åbent træskur med plads til to mennesker. Skuret benyttes af de bade til omklædning.

Den flydende sauna skal ligge i inderhavnen om vinteren og løftes på land i sommerhalvåret.

Men kommunen meddelte afslag, da der i begge tilfælde var tale om nyetablering.

Med i kommunens begrundelse var, at Helårsbaderne tidligere har modtaget kr. 40.000 fra Lokaldemokratiudvalgets puljemidler.

Nu skal klagen drøftes i udvalget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar