NYKØBING – Det er nu muligt at leje en jolle, kajak eller kano på Nykøbing Havn og tage på sejltur på Isefjorden eller leje en cykel til en tur rundt i Odsherreds skønne natur.
I samarbejde med Team Nyttejob udlejer Odsherred Havnes kontor i Nykøbing hen over sommeren og frem til midten af august forskelligt aktivitetsudstyr. Odsherreds Havne har overtaget opgaven fra Miljøholdet og Højbygaard med alt udstyr, som fulgte med.
Det betyder at det er muligt at leje tre joller med motor, 35 cykler i forskellige størrelser og modeller, 10 kanoer og otte kajakker.
Der er nye redningsveste som, man selvfølgelig låner med, når man lejer joller, kanoer og kajakker. Og man behøver ikke engang at afhente udstyret selv.
”Man ringer bare til os og laver en aftale, så prøver vi at finde en løsning for levering. Vi leverer inden for kommunens grænser,” siger havnefoged Lars Kenneth Holm.
Annette Holm Hansen fra Team Nyttejob kommer til at stå for den daglige kontakt. Det er hende som tager telefonerne, booker udstyret og får planlagt eventuelle leveringer. Til at hjælpe med leveringerne bidrager Team Nyttejob med nogle unge gutter, som hjælper med at klargøre udstyret.
På det øverste billede ses fra venstre Rene Jonasson, Kasper Nielsen, Annette Holm Hansen fra Team Nyttejob og havnefoged Lars Kenneth Holm foran traileren med kanoerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar